Håb og regnvejr

I den forgangne uge har vi talt om håb på forskellig måde. Mit sidste indspark om håb, inden vi tager fat på tvivl, er en lille historie, som nogle af jer måske allerede har hørt fra mig. Men det er en oplevelse, som jeg vender tilbage til, når jeg oplever andre eller verden bærer håbet i svære tider.

Sidste sommer stod jeg nede i Aarhus midtby, mere specifikt pladsen foran Aarhus Domkirke. Dagen var som mange af de danske sommerdage, lunefuld og fyldt med overraskelser. Imens jeg gik der i mine egne tanker imellem indkøb, sommerferie og dagligdag, åbnede himmelen sig og et stort skybrud regnede over pladsen. Min reaktion var som mange andres at søge ly for regnen, opad de mange butiksfacader. Mens jeg stod her og ventede på, at vejret igen skulle arte sig, var jeg vældig irriteret. Hvorfor skulle det også komme nu? Nu er jeg halvt gennemblødt og skal klare de sidste ærinder i vådt tøj. Og jeg er helt sikker på, at jeg ikke var den eneste der på det tidspunkt kunne sige grimme ord eller være irriteret over, at vejret kom i vejen for mine daglige gøremål. 

Imens jeg stod der og surmulede, så jeg ude på pladsen en lille pige stå midt i regnen, modsat alle os andre gamle voksne, som stod klemt opad butiksfacaderne. Her stod den lille pige midt i regnen med hovedet rette mod himmelen med spredte arme og drejede om sig selv. Den eneste iblandt os alle sammen, som var begejstret for situationen. Der gik ikke mange øjeblikke, før jeg selv fik et smil på læben over situationen og det paradoksale i, at vi alle stod her i irritation for regn og frygt for vådt tøj.

Kort tid efter kom en lidt ældre pige og en voksen kvinde ud ved siden af hende. Jeg antager, det var hendes søster og mor. Og kvinden kunne have hevet den våde datter til siden og bedt hede om at gå i læ, i frygt for forkølelse. Men de valgte i stedet at deltage i pigens begejstring. De stod alle tre derude midt på pladsen med øjnene rettet mod skyerne.

De var begejstrede, og de var frie for alle de bekymringer, som alle os regnforskrækkede voksne havde.

Det er det, som børn gør ved os. De er umiddelbare, og deres umiddelbarhed smitter af på os.

Det er deres lyst til verden, deres undren og begejstring over de små ting. Det kan vi lære fra dem.

De giver os et håb og en tiltro til verden som vi nærmest ikke kan finde andre steder.

Oplevelsen fra domkirkepladsen i Aarhus minder mig om ordene fra Jesus ”Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.”

Børn ser verden på en anden måde, end vi gør. De har en måde at forstå verden, som mange af os andre har fralagt os. Som mange af os andre er for skeptiske til at se. En tiltro og et håb ud over alle os voksnes grænser. Og jeg tror, det er det, Jesus refererer til i teksten.

At børn stiller de spørgsmål, som vi ikke selv kan stille, at de kan begejstres over de små ting i livet, som vi selv tager for givet, og at de har en stor tiltro til os som forældre. De tager imod og har et håb for verden. Der er mere at komme efter.

I kirken møder vi et lignende vand i dåben. Vandet der kærligt omfavner vores ja til troen. Vandet forbavser og forundrer os og peger frem mod noget, der er større end os selv. Peger frem mod et håb.

Da jeg selv sagde ja til at blive døbt var det sådan en oplevelse. Det var et ja til, at vi sammen i kirken vil begejstres og forundres over livet og verden. Det er i kirken, vi møder det, der er større end os. Og dåben var for mig indgangen i det fællesskab, hvor vi sammen kæmper med tro og tvivl, med liv og død og med sorg og glæde. Og nu også isolation og Corona.

Det er et sådant fællesskab, jeg ønsker, kirken skal være. Et fællesskab, hvor alt ikke er givet, men den rigeste velsignelse er givet. Et fællesskab, hvor der er plads til at være menneske med alle dets aspekter. Et fællesskab, hvor vi bliver mødt, et fællesskab, hvor vi er sammen på vej. Et fællesskab, hvor vi begejstres på ny igen og igen.

Et fællesskab, der giver os et sprog for det, der er større end os selv, udfordrer vores tilværelse og hjælper os med at sætte ord på det, vi ikke altid selv kan sætte ord på. Et fællesskab, der hiver os ud fra vores skeptiske og stressede læ op af butiksvinduer og viser os mere af verden.

Det er i kirken, vi møder en kærlighed, som næsten kun kan begribes ud fra den kærlighed, som jeg så den dag i Aarhus, nemlig kærligheden imellem et barn og dets forældre. En ubetinget kærlighed. Og jeg er vild med den.

Amen

Bøn
Kære far,
Tak for, at vi altid kan komme til dig
Tak for den kærlighed, du møder verden med
Lad den mærkes over hele jorden.

I denne tid uden:
Fællesskab,
daginstitutioner,
skole,
fritid,
frihed,
nærvær,
arbejde,
kollegaer.
familie,
venner,
fester,
fødselsdage,
kram, kys og knus.
Takker jeg for den kærlighed, vi alligevel møder.

Og i denne tid med:
Bekymringer,
sygdom,
breaking news om dødsfald,
ensomhed,
udbrændthed,
fyldte trailere med haveafald,
lukkede grænser,
aflyste ferier,
og ingen adgang til frisører.
Takker jeg for det håb, der er os givet.
Der er mere end det.
Der er mere at komme efter.

Amen