Tølløse baptistkirke den 20. januar 2019 kl. 10.00

Afskedsgudstjeneste i Tølløse baptistkirke den 20. januar 2019 kl. 10.00. Prædiken ved Allan Ibsen.
– Redigeret af Bent Hylleberg.

Læsning Lukas 15,31: ”Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit”. Amen.

I fjernsynet viser de en serie der hedder ”Guds bedste børn”. Jeg har ikke set udsendelserne på TV2. Jeg har læst overskrifter, men ved ikke nok til at sige noget om, hvad der er vist i udsendelserne. Der er et par ting, der har været til hjælp for mig til at bedømme, hvad der er sandt og falskt. Hvad der er liv i – Liv i for mennesker.

Vi har lige fejret, at Gud blev menneske – ikke for Guds skyld, men for menneskers skyld. Temaet juleaften var: Gud blev menneske, for at det skal være godt at være menneske, og er det ikke godt, skal det blive det!

Det jeg gør, når jeg er i tvivl om, hvad jeg hører, og om der er liv i det for mennesker, er – og måske kan det være til hjælp for andre også: Prøv, at udskifte ordet synd med ordene sygt, skadet, ødelagt, såret. Og ordet frelse med ordene rask, helet, hjulpet på fode, trøstet. Det er, hvad synd og frelse betyder på hebraisk, græsk og adskillige andre sprog.

Det kan vi genkende Jesus i og med det skal vi bedømme, det vi møder. Prøv, hver gang du møder noget, der kalder sig kristent at mærke efter, om det er sygt eller sundt for mennesker. Er det ikke sundt, er det ikke Bibelens Gud, og Jesu Far der er på spil, men mennesker alene.

Og prøv at tænke hver gang du møder det: Hvorfor er det nødvendigt at råbe, at udstille?Hvorfor platforme og store bogstaver og højrøstet tale? Er der ikke ægte smittende glæde, ingen omsorg,ingen sund fornuft eller stille lytten. så er det ikke for mennesker.

Det er dér, vi møder Jesus i dag i den korte prædiketekst. Her er der noget meget afgørende på spil – for mennesker.

Lukas begynder med: Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem! Men han fortalte dem de tre lignelser.

Vi skal holde fast i, at det er til de lovkyndige, Jesus fortæller de tre lignelser. De gav ondt af sig, disse kultur- og skriftkloge. Landet var besat og alle problemerne måtte være nogens skyld. Og ifølge de lovkyndige var skylden deres, som trådte ved siden af loven, kulturen, moralen; trådte ved siden af de skrift- og kulturkloges normer.

Det var deres skyld, på grund af deres opførsel, det de spiste, ikke spiste og vi kunne tilføje påklædning og måden at hilse. Det er 2000 år siden, skal vi huske, dengang troede man nemlig, at man kunne give en gruppe af mennesker skylden for det, der skete i samfundet. At spise med dem, der var skyld i landets problemer ifølge de kultur- og skriftkloge, var en politisk handling; for det inkluderede dem i fællesskabet, i stedet for at udelukke dem.

Jesus vidste, hvad de tænkte, og vi kender de tre lignelser, den om hyrden med de 100 får, kvinden med de 10 mønter og faderen med de 2 sønner. Vi kender dem så godt, at de er blevet søde glade historier, og måske hører vi ikke længere, hvor indigneret og provokerende Jesus var, da han fortalte dem.

Han begynder: Hvis en af jer har 100 får. Allerede her er den gal. Ingen farisæer eller skriftklog ville have 100 får, og endnu mindre passe dem eller tage sig af dem og han ville aldrig bære et af dem hjem. Det var ikke kun hårdt arbejde, men man blev også uren af det. De ville aldrig have 100 får og aldrig passe dem, for det ville betyde, at de var hyrder, og hyrder stod på deres liste over utroværdige og urene mennesker: ’Hvis en af jer har 100 får…’ – blot det er en fornærmelse og en provokation.

Og Jesus fortsætter med at fortælle om en kvinde med 10 sølvmønter. En kvinde, der ikke blev regnet for noget, og som havde sin egen forgård til templet, fordi hun ikke måtte komme tæt på det guddommelige som mændene! Men det er hende, der gør det, Gud vil – fortæller Jesus.

Og videre fortæller Jesus om en far med 2 sønner. Da den yngste søn siger, at han vil have sin arv, altså regner faderen for død, må faderen nu se den yngste søn gå rundt og sælge af sin ejendom for at sønnen kan få kontanter. Hvilken far vil lade sig ydmyge på den måde?

Da sønnen kommer tilbage, løber faderen ham i møde og kysser ham igen og igen. Ingen mand på den tid ville løbe. Det ville betyde, at han mistede al værdighed. Men igen ydmyger faderen sig. Og han kysser sønnen som en ligeværdig. Og faderen lader sig ikke kysse på hånden, men kysser ham. Igen ydmyger faderen sig.

Han giver sønnen den fineste festdragt, ring og sko, som betyder, at sønnen er en fri mand med en fri mands rettigheder og magt. Ydermere slagter faderen en fedekalv, for der skal være nok til hele landsbyen. Til fest for ham, der har soldet faderens ejendom bort – hvem gør det?

Men faderen er ikke færdig med at blive ydmyget og at ydmyge sig selv. Han går ud og beder den ældste søn komme ind til festen. Den ældste søn siger, at faderen er uretfærdig: ’Du gav mig aldrig et kid!’ Faderen svarer: ’Jamen alt mit er jo allerede dit!’ Og den ældste søn siger, at han ’aldrig har overtrådt et eneste af dine bud’. Her skal vi huske, hvem Jesus fortæller lignelsen til. Til de lovkyndige, for hvem alt gik ud på at overholde loven og ikke overtræde nogen af budene! Til dem, til den ældste søn og til os siger faderen: ’Men nu burde vi feste og være glade!’

Er det en far og en Gud, som deres lov og rettroenhed kunne rumme? En Gud, der tager imod alle ydmygelserne og ydmyger sig selv for at få dem, som de kultur- og skriftkloge ville have udstødt, udelukket, sat begrænsninger for, hæmmet og udstillet.

Da Jesus skulle fortælle de rettroende og lovkyndige og kulturkloge noget, fortalte han ikke om lov og synd og straf. Han fortalte om en uren hyrde, der leder, om en ikke regnet kvinde, der leder, om en far, der ydmyger sig for at genoprette, for at de kunne feste med alle.

For almindelige mennesker var det en kamp for at overleve. For farisæerne og de skriftkloge var det en kulturkamp, hvor de forkerte skulle holdes ude. Der var ikke plads til noget eller nogen, der afveg fra deres forståelse af Gud, fra deres forståelse af, hvad landet var, hvad man spiste og hvilket tøj man havde på.

For Jesus handlede historien igen og igen om fester, der blev holdt. Dem, der blev ramt af nedskæringer, sanktioner, regler for mad og påklædning, dem der blev holdt ude af regler om kultur og madvaner og påklædning – netop dem opsøgte han og spiste sammen med.

Der er en ting, jeg ikke er færdig med at overveje, som kan få store konsekvenser for måden, vi møder hinanden på – noget, som har med de tre lignelser at gøre: Jesus kom ikke for at sige, at nogen er gode nok, eller for at sige, at du eller jeg ikke er god nok. Det var aldrig pointen – at være god nok, det er fuldstændig ligegyldigt!

Livet rammer os, sommetider gør vi ting, mennesker kan li’, sommetider vender mennesker os ryggen, sommetider må vi græde, sommetider får vi mange til at le. Livet sker, men under det hele, midt i alt det, livet giver os, lyder det: Alt mit er dit, du er med til festen, du hører til – og intet af alt det, du roder dig ud i af succes og fiasko, kan ændre det.

At være god nok er fuldstændig ligegyldigt! ’Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit’: Den pointe, de tre historier har, er først og fremmest:Fåret tilhørte hele tiden hyrden, også selvom det ikke var sammen med flokken, også selvom det var på vildveje, tilhørte fåret hyrden og intet kan ændre det.

Mønten tilhørte hele tiden kvinden. Også selvom den ikke lå i pungen med de andre mønter, var den kvindens hele tiden. Sønnerne var hele tiden faderens – intet af det, de havde gjort eller gjorde, kunne ændre, at de var deres fars børn.

”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit!’ Det skal vi tage til os. Derfra skal vi leve. Det skal sætte os i gang – med smilet, med det stille kærtegn, med den trøstende hånd, der ligger sig stille på den banges, uroliges og trængtes hånd.

De stille ord, der bliver sagt til trøst og opmuntring. Den stille lytten, der ikke udstiller.Den sunde fornuft. Omsorg, der ikke peger fingre, ikke råber, ikke udstiller, ikke deler op i dem og os. Når vi møder den slags – så vil festen begynde! Amen.