Om at være menighed i Tølløse Baptistkirke

Herunder kan du læse vores forståelse af at være kirke og fællesskab på vej”

”At være kristen menighed”:
En kristen menighed er et fællesskab af store og små, der er undervejs mod Guds rige. Alle er med i rejsefølget, og vi har forskellige tilhørsforhold alt efter, hvem vi er, og hvor længe vi har været med på rejsen.

Vi hører til blandt dem, der søger dybere ind i fællesskabet, indtil vi bevidst tilslutter os den del af rejsefølget, der er sendt med evangeliet til den kultur, vi lever i. Vi tager ansvar for fællesskabets opbygning i gensidig omsorg for hinanden, og vi tager del i udbredelsen af evangeliet om Jesus som herre ved at medvirke i forskellige former for arbejdende fællesskaber. Vi udvikler forskellige nådegaver, der virker til gavn og glæde for helheden, ligesom vi præges af giverglæde, når det gælder økonomi, tid og andre ressourcer.

Nogle vælges af fællesskabet til forskellige ledende tjenester, så menigheden kan opbygges til at blive et redskab for og et tegn på Guds herredømme så langt, som rejsefølgets indsats rækker. Som lokalt rejsefølge står vi sammen med alle andre kristne både lokalt, nationalt og globalt, idet vi tjener Jesus Kristus i forventning om, at Guds rige må komme med kraft midt iblandt os.